Parterapi
Parterapi kan hjælpe til at forbedre kæresteforholdet eller ægteskabet på mange måder. Det kan f.eks. hjælpe til at løse konflikter, lære at kommunikere, at få en bedre forståelse for sig selv og den anden, samt at øge den følelsesmæssige tilknytning og dermed styrke båndet til den anden.
Mange par oplever over tid, at det hele går op i børn, arbejde og praktiske opgaver. Man kan begynde at irriteres over den anden, der opstår gentagent de samme konflikter, sexlivet går i stå, og man begynder måske også at miste de følelser for hinanden, man tidligere har haft. Måske oplever man, at den anden ikke anerkender de følelser og behov man har, og man oplever sig måske ignoreret, overset, afvist eller taget for givet. Man lever måske nærmest to separate liv, og har ikke længere dét sammen, man tidligere havde.
Ofte fortsætter par i de negative mønstre længe efter de begyndte at opstå. De der søger parterapi har gennemsnitligt levet med problemerne 6 år, før de søgte hjælp. Mange får ikke taget hånd om problemerne og ender med, at gå fra hinanden. Dette afspejles blandt andet i tallene for skilsmisser, som er steget markant de sidste årtier.
Faktisk skal der ofte ikke mere end 3-4 terapisessioner til, for at løse parforholdets konflikter og negative spiraler. Man vil typisk gennem parterapien opleve, at man bliver bedre til at kommunikere med hinanden. Man vil se og opleve sig selv og den anden, på en anden måde. Rollerne vil måske forandres og man bringes tættere sammen. Man bliver mere klar over, eller finder en anden forståelse for betydningen af ens egne og den andens behov. Konflikter får ikke lov til at eskalere, og man finder måske en helt anden måde, at relatere sig til hinanden.